Min tilgang til livet er præget af den grundantagelse, at det ordløse samspil mellem mennesker spiller en stor rolle; dels for vores egen væren, dels for vores relationer til andre mennesker. Livet må være en konstant vekslen mellem handling og tanke, mellem at gøre og forstå. Handling og tanke repræsenterer to forskellige værensformer, der hver især har deres kvaliteter og som begge er nødvendige.

Som mennesker har vi brug for at kunne udtrykke os både præcist og mangetydigt. Ved hjælp af samtalens ord præciserer vi, hvad vi opfatter og mener, fordi det er vigtigt for os. I den kropslige handling, f.eks. musikudøvelse eller familieopstilling udtrykker vi os mangetydigt og behøver ikke præcist at definere, hvad aktiviteten betyder for os. Vi ved bare med os selv, at det er vigtigt at gøre.

Både kropslig udfoldelse og samtale er eksempler på skabende processer. I den kropslige udfoldelse kan vi skabe f.eks. musikalsk lyd eller bevidstgørende billeder; i samtalen skaber vi fælles mening og forståelse. Når vi er i disse processer, udvikler vi os hen mod at være mere hele mennesker og vi lærer noget om os selv og om andre.