Sang som livshjælp

Vuggesang ved sengetid, salmer ved højtiderne, fællesbrølet ved fodboldkampen og lejlighedssangen ved konfirmationen. Vi synger, fordi vi kan lide det og fordi, det hører sig til; men der er en dybere betydning i at synge.
Sangen er tæt forbundet med åndedrættet og vi har givet lyd med vores stemme, fra vi blev født. Før vi lærte at tale, udtrykte vi os fuldstændig forståeligt og nuanceret, kun med stemmelyden – gråd, pludren, latter, skrig. Dengang var sang og tale ét.
Vores stemmelyd rækker ud over os selv. Med stemmen kan vi nå derhen, hvor armene ikke rækker. Fra vi var spædbørn har vi udtrykt os med kroppen og stemmen; vi har alle erfaret dette. For mange er denne viden glemt, men vi kan få adgang til den igen!

Med voksenlivets krav om at tale afdæmpet, logisk og forståeligt, glemmer vi hvad stemmen også kan bruges til: at få kontakt og kommunikere, at udtrykke ideer/følelser/energi og at være sammen i lyden.
Sangen kan ses som livshjælp, uanset i hvilken ende af livet vi er. Vi kan åbne for stemmen og genfinde vores egen lyd; vi kan bruge stemmen til at få kontakt med og i slutningen af livet kan sang og stemmelyd være lindring, en pause eller en hjælp til overgang. Afhængig af hvordan og med hvem stemmen bruges, giver den livet mere meningsfylde, bevidsthed og nærvær.