Sang for døende

I slutningen af livet mindskes kræfterne og udfoldelsesmulighederne. Evnen til at opleve livsfylde og nærvær formindskes derimod ikke. At lytte til sang, sunget ved sengekanten, er en mulighed for samvær uden anstrengelse. Lyden af stemmen forbinder os og vi kan følges ad et stykke vej, være sammen og dele nærværet uden ord. Sange danner rammen om nuet, de kan få erindringer frem og de kan spore tanken hen på livets store spørgsmål.

Er døden nært forestående og bevidstheden tilbagetrukket, er hørelsen dog stadig aktiv og sjælen kan have gavn af at blive fulgt af sangen eller af stilheden. Stemmen er tæt knyttet til vores åndedrag. I stille opmærksomhed kan åndedraget blive en del af samværet, fordi vi ånder og næres af den samme luft.

Jeg kommer ind i hjemmet og hilser på den døende og evt. på familien. Enten taler vi kort sammen om evt. ønsker eller jeg går bare i gang. Jeg synger f.eks. sange, salmer eller improvisationer med udgangspunkt i det der ér – udtrykket er stille. Jeg tilpasser både indholdet og niveauet til behovet og følger den døendes energimæssige bevægelser: måske synger vi lidt sammen, måske formes ordene med munden uden lyd, måske lyttes der blot.